Det var med gule og røde murstensbjerge som baggrundstæppe, at dronningen blev introduceret for Gamle Murstens version af cirkulær økonomi i dag.
”Mine medarbejdere og jeg har sat stor pris på at vise H.M. Dronning Margrethe, hvordan vi arbejder med en tredobbelt bundlinje i Gamle Mursten. Vi har nemlig ikke kun fokus på sorte tal på bundlinjen, men lige så meget på jobskabelse for udsatte og mindre belastning af vores klima ved at udnytte den energi, der allerede er gået til at brænde de smukke gamle sten. Vi er stolte af at vise, hvordan vi sammen med Svendborg Kommune bidrager til den cirkulære økonomi gennem projekter som Nordre Skole, hvorfra murstenene skal genbruges og skabe lokal forankring i et almennyttig byggeri, “ udtaler direktør Claus Juul Nielsen efter besøget.
Under sit besøg hos Gamle Mursten fik H.M. Dronning Margrethe indsigt i murstenenes historie og oprindelse og blev blandt andet præsenteret for mursten fra garnisionsbygningerne ved Nyborg Slot, hvor dronningen er protektor.
H. M. Dronning Margrethe drog fra Gamle Mursten med en bastant bagage – en Svendborg-mursten fra et af de oprindelige teglværker fra egnen, som et minde om at Sydfyns teglværkshistorie lever videre hos Gamle Mursten.